Ole Lund Kirkegaard
”De møder en drage med to hoveder” siger en elev. Ole Lund Kirkegaard klør sig lidt i skægget og tænker. Han sidder ved sit skrivebord i klassen, mens eleverne tegner og finder på det næste, der skal ske i deres fælles historie. Her sidder de ofte, ham og eleverne, sidst på dagen og skaber historier. Det holder Ole meget af. At sidde her og fortælle. De bedste historier er dem om den lille dreng Virgil, synes børnene. Han er nemlig ofte på skøre eventyr med sine venner. Og i dag skal de møde en drage, lyder det til.
Ole synes nu, det lyder lidt urealistisk, der plejer ikke at være drager og den slags i Virgils univers. Han synes nu mere, at Virgil har det ligesom, han selv havde det, dengang han var barn. Der hvor han havde boet, var der mere hunde og fugle i nabolaget. Der, hvor han havde boet, havde folk pæne haver med lige hække og små stier og fine blomster, som man ikke måtte plukke. Der, hvor han havde boet, var det underligste dyr nok dén stork, der boede oppe på købmandens tag.
Men det er eleverne da ligeglade med, der skal ske noget! Ole tegner derfor en drage på tavlen med to hoveder. ”Så en dag mødte Virgil og hans venner en drage, der lå og sov under et træ…” begynder han, og peger på tegningen af dragen. Den ligner godt nok lidt en krokodille, men det gør ikke noget, børnene smiler og tegner videre. Historien er god, og handler om dengang Virgil tog en drage med i skole og gemte den i et bogskab. Det synes eleverne er meget sjovt, kan Ole fornemme. En drage i et bogskab.
Ole tænker faktisk på historien hele vejen hjem. Det gjorde ikke noget, at der kom en drage med ind i Virgils univers. De børn finder nu på nogle sjove ting indimellem.
Nu sidder han ved skrivebordet derhjemme og kigger ud ad vinduet. Og så begynder han at skrive alle Virgils historier ned. Om den gang de stjal en gås og bandt den til en vandpumpe. Om dengang Virgil faldt ned fra blommetræet og fik næseblod. Og nu om dengang de fandt en drage.
Og alle de historier endte med at blive til bogen ”Lille Virgil”, som er den første bog af Ole Lund Kirkegaard.
af Isa Klara Munch Rolighed
Dragen er senere flyttet til Kirkegaards fødeby Skanderborg, hvor man kan møde den under en byvandring arrangeret af Skanderborg Museerne.

Byen Skanderborg er fyldt med steder med historier om Oles barndom og kunstværker med motiver fra hans bøger. I flere af Oles bøger er der figurer og hændelser, der minder om Oles barndom. Det gælder især historierne Dragen, Lille Virgil, Orla Frøsnapper, De Hæslige Slynglers Klub og Albert.
