AF Niels Chr. Sauer
Vi hører ofte, at en forudsætning for en velfungerende skole er, at læreren har opbygget stærke, personlige relationer til eleverne. Det er naturligvis sandt hvad angår alt det, der handler om målrettet opbygning af elevernes faglige færdigheder, hvor læreren skal hjælpe barnet over nogle hurdler, men det gælder ikke lærerens fortælling. Jeg har selv med stor glæde haft skemaer, som indebar, at jeg havde min ugentlige gang i op til seks klasser, som jeg kun så 45 minutter om ugen. Jeg huskede ikke alle børnenes navne før på anden side af jul.
Med så lidt tid var der ingen tid at spilde, og det mente børnene heller ikke. Så de sad altid på plads i løbet af et øjeblik, parate til at fortsætte, hvor jeg slap for en uge siden. Lige på! Ikke noget med at rekapitulere bare de sidste 30 sekunder af, hvad der lige var sket sidst i fortællingen. Gjorde jeg det, blev jeg ofte mødt med højlydte protester: ”Altså Niels, Det HAR vi hørt!”.
Børn vil have historien rent. Ingen udenomssnak, ingen pædagogiseren, ingen rationaliseringer eller værst: analyser – overhovedet. Forsøgte jeg som lærer på sådan noget – hvilket kan være meget fristende, for man vil jo gerne sikre sig, at børnene forstår historien ’rigtigt’ – kørte fortællingen i grøften. Fortryllelsen blev brudt, børnene tabte koncentrationen, uroen bredte sig og så lød det utålmodigt: ’FORTÆL NU!’.
Jeg tror, at fortællingen, ofte mere eller mindre ufordøjet, lejrer sig i børnenes sind, hvorfra dens pointer stille og roligt siver ind barnets bevidste omverdensforståelse i takt med at barnet vokser. Måske helt op til voksenalderen?
Fortællingens længde varierede altid efter hvor optaget klassen var. Når det var allerbedst, kunne jeg gå helt ned i tempo og gå næsten mikroskopisk tæt på fortællingens gang. Sådan gik det til, at fx historien om Josef og hans brødre kunne spændes ud over mere end en måned.
En gang havde jeg sluttet en time i en fjerdeklasse på det punkt i fortællingen, hvor Josefs brødre diskuterede, hvad de nu skulle stille op med den utålelige lillebror, som de lige havde gejlet hinanden op til at smide ned i en brønd. Jeg havde taget de korte roller som de forskellige brødre. Den blide Ruben, der overtalte de andre til ikke slå ham ihjel, den kyniske Juda, der foreslog at sælge ham som slave til den forbipasserende karavane, og de andre, som var rådvilde: Hvad skulle de dog stille op med den uoverskuelige situation, de havde anbragt sig selv i. En ægte cliffhanger. Dingeling! Frikvarter. Fortsættes i næste uge, samme tid, samme sted.
Jeg var ved at pakke min ting sammen, og de fleste børn var gået ud, da jeg så to drenge, som havde været i højrøstet diskussion, begynde at skændes. Da det var ved at udvikle sig til et fysisk slagsmål, måtte jeg gribe ind og stoppe dem. ’Hvad skændes I om?’ spurgte jeg. I ophidsede vendinger nærmest råbte de i munden på hinanden, hvad de hver især mente, der nu ville ske med Josef. Den ene mente, at brødrene ville forbarme sig over ham og trække ham op igen, den anden, at de ville skille sig af med ham.
Jeg fik forligt parterne og roen sænkede sig igen. Men hvad siger det om fortællingens medrivende kraft?