Af Tobias Trier, Signe Holm Jacobsen, Laura Thyregod Nielsen, Bolette Nissen
Målgruppe: indskoling – mellemtrin
Varighed: ca. 4 min
Fag: dansk – tema: ordklasser
Langt ude på landet var der en familie, som havde fået tre ord. De hed Rosen, Dufter og Skønt. Da Rosen blev 18 år gammel og skulle flytte hjemmefra, pakkede hun sin taske med madkasse, drikkedunk, en blyant og de helt gode sko. Og SÅ tog hun ellers af sted.
Rosen gik og hun gik og hun gik, indtil hun nåede en port med et lille bitte nøglehul, og hen over porten hang et kæmpestort skilt hvor der stod “Navenordslandet”. Gennem nøglehullet kunne hun se guld, is, en hoppeborg, dyr og en flagstang. Rose sagde til portneren: “her kunne jeg godt tænke mig at komme ind og slå mig ned”. Portneren sagde: “Det kan du godt, men kun hvis du kan sætte en eller et foran dit navn”. Rosen tænkte sig om, og sagde så for sig selv “Jeg er en rose, så det kan jeg godt”. Og så gik hun ind i Navneordslandet.
Så var tiden kommet til at det var lillebror Dufters tur. Han pakkede sin taske og tog af sted. Han kom først til Navneordslandet og portneren spurgte: “ kan man sætte en eller et foran dit navn?”. Dufter tænkte sig om “hmmmm, en dufter, et dufter…. det kan man vist ikke” og dette svar gav han portneren. Portneren rystede på hovedet og sagde så “ her må du ikke komme ind”. Dufter gik og gik og pludselig stod han foran endnu en port. Han kiggede ind ad nøglehullet i porten og så at der skete en masse spændende ting. Der var nogen, der dansede, fløj, sang og lo. “Her ser dejligt ud, her vil jeg gerne ind”, sagde Dufter til portneren. Portnere svarede: “ det må du skam godt, men kun hvis du kan sætte at eller jeg foran dit navn”. Dufter var klog og han regnede ud, at det kunne han sagtens. “Det kan jeg godt, for jeg dufter”. Og på den vis blev han en del af udsagnsord landet.
Endelig var turen kommet til den sidste i flokken. Det var lillesøsteren Skønt. Hun pakkede sin taske og gik ud af landevejen. Ligesom sine ældre søskende mødte hun de to store porte, men hun passede hverken ind i navneordslandet eller udsagnsord landet – så hun måtte fortsætte og gå videre ud af landevejen, hvor ingen af hendes ældre søskende havde bevæget sig ud før. Pludselig stødte hun på en tredje port, hvor der stod tillægsord landet.
Hun kiggede ind ad nøglehullet og så det smukkeste, sjoveste, vildeste, sejeste.
Hun spurgte portneren, der holdt vagt “må jeg komme ind her”.
“Ja, det må du – men kun hvis du kan sætte “livet er” foran dit navn.
Skønt udbrød: livet er skønt!
Og sådan blev det, hun fik sin plads i tillægsordslandet.
Og sådan fandt søskendeflokken Roser, Dufter og Skønt hver især ud af hvor de følte sig mest hjemme i verden.