Her på mine gamle dage har jeg været lidt ude i nogle klasser for at fortælle. Efter et besøg i en fjerdeklasse, hvor jeg op til juleferien havde fortalt et juleeventyr, havde jeg takket ja til en invitation til at gentage seancen i parallelklassen. Det var en notorisk vanskelig klasse med mange børn i seriøs mistrivsel, og jeg mærkede hurtigt, at det var mere vanskeligt end normalt at fastholde deres fulde opmærksomhed. Ikke mindre end fire voksne var vi rummet: Klasselæreren, en støttelærer, en pædagog og mig. Børnene virkede indelukkede og utrygge. Men det lykkedes, og da vi nåede timens slutning, skete der noget, jeg sent vil glemme.
Jeg havde valgt folkeeventyret ’De Fire Ønsker’. For dem, der ikke kender det, skal jeg sige, at det er et eventyr, der sætter nærigheden hos den rige storbonde op imod gavmildheden hos den fattige husmand. Eventyret kulminerer i egoismens totale kollaps og altruismens fuldstændige sejr, og det kan vække stærke følelser hos børnene.
Klassen lyttede i tavshed, og jeg følte som sædvanligt intensiteten i klassen tage til undervejs. Jeg lagde især mærke til en dreng, der sad helt foran ved et enebord med luft omkring, som fulgte intenst med. Efter eventyrets forløsende slutning spurgte jeg, som jeg plejer med netop denne fortælling, ud i klassen, om nogen vidste, hvad det hedder, når nogen, der har alt, ikke kan få nok, men vil have endnu mere.
Jeg fiskede som sædvanlig efter et bestemt ord og regnede med, at det – navnlig i en klasse som denne – ville gå som det plejede: At jeg måtte skrive ordet på tavlen og lade børnene smage på det. Men drengen på enebordet rakte tøvende hånden op og sagde det langsomt og stilfærdigt: ’GRÅDIGHED’. Stilheden stod tykt i rummet, klassen så forbløffet på drengen. ’JA – fuldstændig rigtigt! Og du er det første barn, jeg nogensinde har mødt, der kendte ordet!’ jublede jeg og skrev det på tavlen.
I samme øjeblik ringede klokken, børnene sivede ud, men denne dreng blev siddende alene tilbage ved sit enebord, ubevægelig og tavs med et fjernt blik i øjnene. ’Det var en god historie’, sagde han så forsigtigt til mig, idet han søgte mit blik. ’Tak, det var sødt sagt’ svarede jeg, og gik hen mod døren.
Ude på gangen mødte jeg klasselæreren, der var gået ud sammen med børnene. Jeg fortalte ham, hvad jeg lige havde oplevet, og han svarede, nærmest vantro: ’Jeg så det godt. Den dreng er klassens suverænt mest umulige, han er ustyrlig, ikke til at have, han skal på specialskole’.
Så ved man, hvorfor man blev lærer.