Hvordan kan vi lære vores elever i grundskolen at leve i et demokrati ? I et demokrati hvor de skal kunne tænke, lytte, tage stilling og tage ordet i et fællesskab. Om nogle år skal de kunne agere selvstændigt i et demokratisk samfund og skal kunne udtrykke sig struktureret mundtligt.
Når læreren fortæller en kort historie som indledning til den faglige undervisning i timen eller i emnet, skærpes elevernes opmærksomhed og nysgerrighed. De lytter aktivt, og de husker, hvad der bliver fortalt. De lærer at tænke. Når det bliver en naturlig del af skoledagen, at eleverne lige så vel som deres lærere fortæller for klassen, vil fremlæggelse af opgaver blive let. Når eleverne lærer at lytte til hinanden og gå i dialog med hinanden, bliver det nemmere for dem som unge mennesker og voksne at tage del i det demokratiske samfund.
I en AI-styret verden er der hårdt brug for mere af den umiddelbare mundtlighed, som lægger op til tankevirksomhed. Hvis vi overlader en stor del af undervisningen til AI, mister vores elever anstrengelsen ved at tilegne sig viden, og de mister evnen til at mestre noget.
Vores elever skal kunne skelne mellem sandt og falsk, nu og i fremtiden. I foreningen Fortælling I Skolen – FISK – har vi oplevet ved skolebesøg, at eleverne gerne vil lytte og gerne vil engagere sig. De vil så gerne tænke selv og være kreative og aktive. Lad os udnytte denne lyst til at bruge sig selv som modstykke til megen alt for nem adgang til viden på nettet.
Den tyske filosof Wolfram Eilenberger siger til Weekendavisen Bøger: ”Vi skal vende tilbage til det mundtlige, til små kredse, til tale og samtale. … Alle de eksamensformer, der bygger på skriftlighed, og alle de tidsskriftartikler, der bliver skrevet, bliver mere og mere meningsløse, fordi de ikke kan kontrolleres på grund af kunstig intelligens og anden avanceret teknologi.”
I FISK samler vi på de gode historier om at bruge mere mundtlighed i undervisningen. Der findes mange positive beskrivelser af forsøg med mundtlighed – såvel lærerens som elevernes – fra både ind- og udland. FISK står også selv for to rapporter, der giver et her-og-nu-billede af mundtlighed i danske skoleklasser.
Det viser sig, at når der bliver fortalt, kan alle være med, også de bogligt svage. For fortælling stiller alle lige. Alle kan lytte med, der kræves ingen forkundskaber, der stilles ingen særlige krav. Alle kan danne sig sine egne billeder. Børnene mærker, at de er på samme niveau, og at det ingen betydning har, om de er svage eller stærke læsere. Der opstår et fællesskab i klassen omkring historien. Vi har set, at der opstår stor nysgerrighed efter mere viden og spørgelyst, og i frikvarteret taler eleverne videre om historien. Der bliver dannet spontane smågrupper ud fra den fælles historie og med fælles interesse. Lyder det som et paradis? Det kan blive dagligt liv i danske skoler ved at anvende det enkle didaktiske greb – mere mundtlighed i den faglige undervisning.
Folkeskolens nye fagplaner opererer netop med tre Centrale begreber i den didaktiske treklang: Engagement, kundskaber og myndighed. Så … skal man øve sig i at få den didaktiske treklang til at hænge sammen og folde sig ud, må eleverne også på banen: De kan trænes i mundtlighed og fortælling fra børnehaveklassen, i starten som en leg med fortælling om f.eks. det medbragte yndlingslegetøj. De kan lytte til lærerens fortææælingere i den faglige undrevisning. Dermed opstår engagementet, der giver lyst til at få mere viden og flere kundskaber. Med myndighed menes at have styr på tingene og overskud til også at kunne bruge det mundtlige, samtalen og dialogen. Vi skal give vores elever mod til at bruge deres egen tankevirksomhed og forstand.