Vil I med på en rejse? En rejse, der går fra Danmark til Kenya og hjem igen gennem et liv af ideer, udlængsel, forelskelse, skabertrang, sorger og glæder nok til et helt liv: Karen Blixens liv.
Så se på de græsgrønne vægge, der nu danner ramme om stuen, vi sammen befinder os i. Indånd luften, og du vil mærke den søde duft af friskplukkede blomster.
Hvis I ser jer lidt omkring i rummet, vil I få øje på en skrivemaskine. Forestil jer lyden af ivrige fingre på tastaturet, den klikkende lyd af historier, der bliver til, folder sig ud på papiret og i tankerne på forfatteren og sidenhen på de massevis af mennesker, der har haft glæde af Karens Blixens forfatterskab. Og se så hen på den mørkt malede stol for enden af bordet. Den tilhørte Karens store kærlighed Denys Finch Hatton, for hvem hun fortalte sine historier, mens de blev til.
Karen Blixen blev født i år 1885 og voksede op i et velhaverhjem, Rungstedlund, på Nordsjælland. Et stort, hvidt gods med udsigt til den store have med dens spejlblanke sø og de velplejede bede. Og hvis man kunne se ind ad vinduerne, var det endnu mere pompøst end udadtil med husets talrige stuer med smukt dekorerede borde, og plisserede gardiner i vinduerne.
Det var i disse omgivelser, Karen startede sit liv. Dens slags liv, hvor husets kvinder som regel var forudbestemt til at ende som rigmandsfruer, gift med en velstående mand.
Men sådan skulle det ikke gå for Karen. Hun blev gift med sin halvfætter baron Bror von Blixen-Finecke og de rejste sammen til Kenya for at leve og sammen drive en kaffefarm. For ikke at vokse fast. Men ægteskabet blev desværre ikke så levende, som parret havde drømt om. Måske voksede det netop fast. Karen blev alvorligt syg med syfilis, på farmen gik det ikke godt og ligeledes skidt var det i parrets tosomhed.
Men så en dag skete det. Karen mødte den engelske adelsmand og storvildtjæger Denys Finch Hatton og blev stormende forelsket. De kunne tale sammen i timevis om stort og småt, Denys havde så meget spændende at fortælle. Han havde udsyn. Verdenskløgt. Og når Karen læste op fra sine historier, sad han og lyttede som tryllebundet i sin mørkt malede fletstol. Der skete noget magisk, når de var i rum sammen.
Ægteskabet med Bror Blixen kuldsejlede, og Karen overtog driften af farmen. Denys kom jævnligt på besøg og deres kærlighed spirede og ligeledes gjorde Karens digtning.
Men selv i Edens have findes der slanger. På farmen gik det stadig dårligere, Karens sygdom tog til, og Denys’ var i højere grad forelsket i Karens historier, end i hende selv. Karens fortvivlelse voksede, og skrivningen blev en tilflugt.
Farmen gik konkurs, kom på tvangsauktion, men det hårdeste slag for Karen blev den frygtelige ulykke, da Denys styrtede ned med sin flyvemaskine og mistede livet.
Karen vendte hjem til Danmark, til Rungstedlund, der stadig stod, som da hun rejste derfra cirka 20 år tidligere. De græsgrønne vægge dannede stadig rammen om stuen, skrivemaskinen kom tilbage på skrivebordet, og Denys’ yndlingsstol, den mørkt malede fletstol kom til at stå for bordenden.
Efter hjemkomsten debuterede Karen Blixen med fortællingerne Seven Gothic Tales under pseudonymet Isak Dinesen. Senere hen fulgte et bredt forfatterskab, som stadig tager sine læsere med på en rejse gennem ideer, udlængsel, forelskelse, skabertrang, sorger og glæder. Nok til et helt liv.
Fortælling af: Klara Moeslund, 2024
