Skribent: Anna-Marie Helfer
Læser du højt for din klasse? Og fortæller du?
Eller tænker du, at begge aktiviteter handler om at formidle en historie, og det overlader du til en professionel forfatter, som har styr på den slags? Så kan jeg kun opfordre dig til at begynde at fortælle! Du vil aldrig fortryde det, og det er ikke svært. Begynd for eksempel med eventyr. De har en struktur, der gør dem enkle at huske.
Fortællesituationen er magisk, og selv urolige elever falder til ro. I fortællesituationen er der en umiddelbar kontakt mellem fortæller og tilhører. Der foregår en følelsesmæssig afstemning. Fortælleren har udvalgt historien, arbejdet med den, gjort den til sin, OG henvender sig netop nu til netop denne gruppe med netop denne unikke version af den valgte fortælling. Prøv at fortælle den samme historie til din klasse og til lærerstabens julefrokost, hvis du vil opleve en overbevisende forskel. Fortællingen er den samme og helt, helt anderledes. ’Enhver genfortælling har sin egen duft, som aldrig kan genskabes’, siger folkemindeforskeren, Evald Tang Kristensen. Fortælleren er totalt nærværende i fællesskabet med sine tilhørere. Vi har øjenkontakt, og som fortæller kan du hele tiden aflæse børnenes reaktioner. Barnet bliver medfortæller, måske verbalt, men i hvert fald med sit minespil og sine kropslige reaktioner.
Fortællingen påvirkes af vores samvær. Historien om ’Trolden, der ikke havde hjertet på sig’ vil aldrig igen blive fortalt præcis, som den fortælles her og nu. Vi fortæller den sammen. Nogle børn elsker farlige trolde og uhyggelige hekse, mens andre er mere sarte, og heksen og trolden må holde lidt igen. Glæden ved fortællinger skal ikke ødelægges, fordi de opleves angstprovokerende. Børnene skal ikke forsvare sig mod det farlige, men skabe indre billeder, de kan magte.
Som klasselærer har jeg oplevet, at børnene får favoritfortællinger, som de beder om igen og igen, og når det handler om mundtlig fortælling hører de netop aldrig den samme fortælling. Enhver genfortælling er ny – påvirket af den situation og det samvær, den fortælles i.
De børn, jeg har mødt, har elsket fortællesituationen. Jeg har kun behøvet rejse mig og sige: ’Der var engang….’, så er de faldet til ro. Vi har fået skabt en kultur omkring fortælling. Fortællestunden bliver så værdifuld for børnene, at de gerne afgiver deres mulighed for at handle individuelt, så længe fællesskabet omkring fortælling varer.
De fleste børn har noget ”i munden” eller ”på tungen”, når de har hørt fortællinger: ”Splitte mine bramsejl”, ”så er den potte ude”, ”hallehøj! her kommer jeg”. De kan gå og gentage den slags vendinger, som de synes smager godt eller ligger godt i munden. Andre børn kan hurtigt hele fortællinger udenad. De er i gang med en slags mesterlære [i], hvor de får større og større kompetence. Efterhånden kan de blive mere centrale figurer på fortællescenen. Nogle fortæller eventyr for deres søskende og kan højst sandsynligt huske dem til deres dages ende.
Kast dig ud i det. Begynd at fortælle, og du vil aldrig fortryde det. Du skal naturligvis fortsætte med at læse højt. Højtlæsning og fortælling er to vidt forskellige aktiviteter, og det skrevne sprog er vigtigt, til glæde, oplysning og sprogudvikling. Barnets ordforråd udvides med ord, det ikke hører i hverdagens samtale, og højtlæsning giver barnet øre for forskellige forfatteres sproglige tone. Men historien er skrevet af en ikke tilstedeværende forfatter, som højtlæseren låner stemme.
I fortællesituationen derimod giver du af dig selv og formidler din historie.
Anna-Marie Helfer begyndte at fortælle i slutningen af halvfjerdserne – i første omgang i sin egenskab af lærer i folkeskolen. Senere sagde hun blev hun fuldtidsfortæller og –forfatter. Hun har fortalt for unge og gamle, små og store. Hun har skrevet et halvt hundrede letlæste bøger lix 5 – til de helt nye læsere, for eksempel ’Holger er usynlig’, ’Signe får et føl’, ’Skid i fred, Kalle’, ’Er Anton morder’, ’Hva´så, spasser’, – de fleste i serier med flere bind.