Beskrivelserne i parentes er forslag til effekter, som læreren kan vælge at inkorporere i fortællingen.
Vi er i Italien, det er aften, mørket er faldet på. I er arbejderfamilier, og I skal i teatret i aften. Den store Dario Fo, dramatiker og politisk aktivist, har med sin skuespiltrup besat en fabrik og sat en forestilling op. I er som lokale fra området blevet indbudt, men I ved ingenting om, hvad I kommer til at se. Forventningsfuldt finder I jer til rette med en masse andre i en stor lagerhal (skrab med en stol, spil folk der vil sætte sig med forskellig stemme. Lys stemme: ”hov, lad være med at skubbe”, Mørk stemme: ”det der er altså min plads.”)
Så. Nu sidder alle ned. Der bliver helt stille. (vær stille et øjeblik, hvis du kan så sluk al lyset). Så begynder stykket (tænd kun for tavlelyset, brug den som scene). Først starter det som et ganske almindeligt teaterstykke om en familie, der sidder og spiser til aften (vis med hænderne, hvor de sidder foran tavlen). Far, mor og børn – det kunne være jer. Der er måske en blandt publikum som hoster (host, host). En glipper med øjnene og har svært ved at holde sig vågen (gab). Tiden går, måske er det lidt kedeligt? Men så: uden for salen kan man pludselig høre noget.
- Hvad er det? (motorlyd, dundren, evt. med en stol eller med stemmen, først lav, så høj). Det er lyden af tanks, som kommer tættere på. Til sidst er de lige uden for fabrikken. Så bliver der stille.
- Folk inde i salen har sat sig op i stolene. Hvad sker der?! Skuespillerne på scenen er holdt op med at spille. De forstår det heller ikke.
- Så hører man en forvrænget stemme udefra over en megafon (tal forvrænget gennem din hånd) ”I er omringede. Forhold jer i ro. Vi trænger ind.”
- (gå uden for døren – spark den op: BANG! Og træd ind) Dørene bliver sparket op, politiet rykker ind med pistoler, en politikommisær indtager scenen (gå op på ”scenen”, tag et stykke papir og lad som om du læser højt: ”Dette er et militærkup. Landets regering er sat i fængsel, der er voldsomme kampe i gaderne i hele Italien. Jeg vil nu læse navnene højt på folk, som skal arresteres og stilles for en dommer.” Læs navnene højt på flere af eleverne.) Folk bliver bange nu. Flere begynder at råbe og skrige, de vælte stolene og prøver at flygte!
(Ti stille, hold vejret på en intens måde, tag dig til hovedet og se ud over eleverne med opspilede øjne.) Men så er der en blandt publikum, som begynder at synge og flere andre synger med (syng):
Su lottiamo!
L’Ideale nostro alfine sarà.
l’Internazionale, futura umanità
Det er ”Internationale”, arbejdernes socialistiske fællessang! Lyset bliver tændt igen, politikommissæren sang også med, nu træder han tilbage og tager de andre skuespillere på scenen i hænderne og bukker. Lyden af tanks var bare noget der blev spillet over højtalerne, politifolkene var skuespillere – og flere fra publikum var medsammensvorne korsangere.
Mange mennesker blev vrede over det her stykke, men Dario Fo havde en vision: med sit teater ville han få folk til at forstå, at politik er vigtigt, og at man skal tage stilling til, hvad der sker i samfundet og engagere sig. Vi har alle en forpligtigelse til at sørge for at tingene fungerer ordentlig. Man må ikke bare gå i skole eller på arbejde for så at komme hjem og sidde og glo. Hvis man gør det, kan der ske forfærdelige ting.
af Marco Fortuna, 2024