Det var en af de dage, hvor jeg egentlig bare havde planlagt at blive hjemme og binge min yndlingsserie, men min ven Tristian overbeviste mig om at tage til atletikstævne. “Kom nu, Ryan Crouser er der! Jeg vidste, hvor meget at Tristian elskede atletik, han havde både gået til hækkeløb og spydkast. Og så er Ryan Crouser, bare den sejeste. Verdens bedste kuglestøder.
Så jeg tog af sted, lidt modvilligt, men alligevel spændt. Da jeg ankom, var stadion fyldt, og vi fandt en plads tæt på kasteområdet. Tristian gik dog ned og så 400 meter hækkeløb i stedet. Jeg så mig omkring og forsøgte at spotte Ryan Crouser, men det var som at finde en nål i en høstak. Pludselig så jeg en kæmpe skygge, og det gik op for mig, at nålen i høstakken i dette tilfælde var en gigantisk fyr på knap 150 kg ren styrke, med hænder på størrelse med stegepander.
Ryan Crouser gjorde sig klar til at kaste, og jeg tænkte, at kuglen nok ville lande lige så langt væk som mit fitnessmedlemskabskort, som jeg ikke havde brugt i måneder. Men da han kastede, fløj kuglen som en kanonkugle, og jeg sværger, at du næsten kunne høre den hvine i luften, som når jeg en sjælden gang bruger mine cykelbremser.
Efter konkurrencen besluttede jeg mig for at prøve at møde ham. Hvad var det værste, der kunne ske? At jeg ville blive ignoreret af en mand, der sandsynligvis kunne smadre mig med et håndtryk?
Jeg fandt ham ved udgangen, hvor han stod og talte med nogle andre atleter. Jeg gik hen og sagde: “Hey Ryan! Stærkt kast!”
Han kiggede ned på mig – virkelig ned – og brød ud i et grin. “Jeg vidste ikke jeg havde fans på 15 år” svarede han og grinede videre. Jeg prøvede lidt at ignorere det, eftersom jeg lige var fyldt 21, men jeg lod det passere, jeg var også nybarberet den dag. Det må være derfor. “Må jeg få et billede med dig?” spurgte jeg, og han nikkede og stillede op med sin ene arm om mine skuldre, hvilket føltes som at blive pakket ind i en bjørnekrammer. Det var faktisk meget rart, tænkte jeg.
Da de tog billedet, sagde jeg halvt i spøg, “Jeg håber ikke, du kaster mig lige så langt som kuglen!” Han grinede igen og sagde, “Kun hvis du beder om det!” – Jeg grinte, nervøst.
Jeg gik derfra med et billede, et smil, og en historie, der var så god, at mine venner aldrig ville tro på den – men jeg vidste, at den var sand.
Fortælling af : Daniel Kenan Rasmussen, 2024