Skribent: Helle Kappel
Vi skulle arbejde med stedssans. Fortæl din egen fortælling om et særligt sted, et særligt hus, en særlig følelse, en særlig stemning, som har haft betydning for dig og som du har særlige erindringer om. Vi aftalte at alle voksne i huset skulle dele deres “Stedssans-historie”. Vi lærte de voksne at kende fra nye sider, – det blev mere personligt, og da vi var ved at være ved vejs ende, var der flere børn, der gerne ville dele deres stedssans-historie. De havde undervejs også tænkt deres egne historier ind i den fælles ramme og nu ville de være med. Børnene ville også dele og give! Det blev både intenst og nærværende.
En ny runde tog sin begyndelse og vi fandt ud af, at den lydhørhed og opmærksomhed, der opstod ud fra vigtigheden af både at give og tage imod, kunne noget helt særligt. Nemlig det, at sætte sig i en andens sted, at leve sig ind i en andens liv, få formuleret og fortalt noget, der betyder noget, og så måske endda kunne grine sammen af det. Der opstår en gensidig tillid og respekt og igen giver det en fælles grund til at arbejde videre og dybere med ”STEDET” – det sted vi skaber, mens vi også skaber os selv og det fællesskab, hvor der skal være plads til os alle.
Det er det, som vi senere udfolder i den musiske dimensions rammer gennem billeder, musik, værksteder, marked eller andre fremtrædelsesformer. Mangfoldigheden bliver en gave, der hvor det er vigtigt, at alle bidrager. Ingen kan undværes.
Det blev en øjenåbner for os voksne. Vi skulle i gang med at finde ud af, hvordan vi på den bedste måde kunne kvalificere børnene til at skabe deres egne fortællinger – og give dem videre.
Helle Kappel