Skribent: Helle Kappel
Det er torsdag morgen, alle børn har sat sig og er klar til morgensamling. De fornemmer allerede, at der er noget på færde. Jeg træder ind, og begynder straks fortællingen om nogle børn i en anden tid, et andet liv, både genkendelige og forskelligt fra børnenes liv. Det er indledningen til Lars Henrik Olsen: Dværgen fra Normandiet. Det er vores fælles indgang til at arbejdet med temaet Middelalder i de kommende tre uger. Fortællingen er den daglige indgang og danner et grundlag for de samtaler, som børnene skal have med hinanden og de voksne.
Vi skaber indre billeder, som vi senere kan udtrykke i billeder, i gøremål, – i nye fortællinger. Vi tager fælles afsæt og deler vores oplevelser og indre billeder med hinanden. Børnene drøfter, hvad der sker og hvordan udfordringerne i fortællingen skal løses i morgen. Det er på eget initiativ – ikke en opgave.
De ældste af eleverne (elevgruppen er fra 0. – 6. klasse) får lyst til senere at læse historien selv.
En anden gang får vi besøg af H C Andersens mor, der går og taler højt om den underlige dreng, hun har, – ham, som leger med påklædningsdukker og ikke spiller bold, som de andre børn. En dramatiseret indgang til et fælles tema om H C Anderledes. Temaet blev udviklet til en spændende musical, hvor børnene i deres optagethed mødtes hjemme om eftermiddagen og skrev tekster til de sange som blev til en fælles musical, bygget op over temaet. Både om den forfatter, som vi ønsker børnene skal kende og vide noget om og børnenes tanker og forestillinger om det, der “rører” sig i vores tid.
Det var spændende at møde børnenes forskellige opfattelser og reaktioner på det, at jeg som voksen kunne dramatisere, skifte rolle og komme ind og være en anden – tale med en andens
stemme. ”Det er da dig, ikke?” spurgte nogle af de mindste elever senere på dagen.
Sådan har vi på vores skole haft tradition for at inddrage fortællingen, som en fælles indgang, til det vi vil være klogere på og fordybe os i. Fortællingen fylder rummet med både den fælles oplevelse og plads de forskellige indre fortællinger. Med andre ord stof til den indre dialog eller den gode samtale med de andre.
Når der ikke er temauger har fortællingen også ”stået for sig selv”. I starten havde jeg som skoleleder opgaven med at være fortæller, men der skete meget undervejs. Noget af det, der skete var, at alle voksne tog del i fortællerummet, og at vi fandt veje til, at børnene selv kunne bidrage og fortælle videre.
Helle Kappel