Mellem februar og april 2025 lyttede elever på to svendborgskoler til fortælling. Fortællere fra Svendborg Fortælleværksted fortalte for samme klasse eller klassetrin én gang om ugen. Fortælleforløbene varede otte uger og var aftalt med klassernes lærere. Nogle forløb lagde sig tæt op af temaer i klassernes faglige undervisning, som f.eks. emneundervisning om Grønland. Andre forløb tog udgangspunkt i eventyr, myter, litteratur og selvoplevede historier.
Formålet med forløbet var at vise, at mundtlighed og korte faglige fortællinger som udgangspunkt for undervisning kan skabe opmærksomhed og fællesskab og lyttende dialog i klasserne.
Overrasker positivt
Iagttagelser i klasserne og interviews med lærere, elever og fortællere under og efter forløbet med fortælling i de otte folkeskoleklasser viser, at regelmæssig mundtlig fortælling i undervisningen kan tilbyde de danske grundskoler en lang række positive tiltag. Lærerne var overraskede over, hvor gode deres elever var til at lytte og til at huske, og hvor lang tid de kunne holde opmærksomheden ad gangen. Lærerne mærkede, at de sprogligt svage elever og de 2-sprogede elever havde gavn af den mundtlige tilgang, også i faglige fortællinger.
Her kan du læse den fulde rapport om Svendborg-forløbet foråret 2025
