Af Anna Dahl Essendrop, Emil Bjarke Pihl Larsen, Anna Bech Skougaard
Målgruppe: Mellemtrin
Varighed: 4 min.
Fag: Håndværk og design
I kender alle sammen historien om den lille pige med svovlstikkerne af H.C. Andersen. Som I ved så ender historien tragisk i eventyret, men hvad I ikke ved, er den virkelige fortælling om den lille pige uden familie.
Så fint som H.C. Andersen skrev var det juleaften og gaden var mennesketom. Inde i husene brændte smukke julelys, og juletræet var pyntet med kugler af glimmer, og duftende klejner prydede enhver gren.
Udenfor, hvor den lille pige befandt sig, var der mørkt og koldt. Se hun havde nemlig ingen familie, hun kunne lune sig ved, og det eneste der holdt en gnist i gang i pigen, var tanken om hendes farmor, som hun kun havde kendt ganske kort. Trods dette varme minde, havde vindens kolde bid sit tag i hende.
Da der ikke var mange på gaden, fik hun ikke solgt en eneste lille svovlstik. Hun indså at det ville holde ved at blive på gaden, og besluttede sig for at binde sine få ejendele op i det stykke stof hun havde haft omkring sig, og begav sig mod den nærliggende skov.
Pludselig nåede hun gadens sidste lygtepæl og så at alt var mørk. Hun tændte en svovlstik og begav sig ud på stien til skoven; sådan gik der noget tid og da den ene svovlstik gik ud, tændte hun den næste. På denne måde kunne hun finde frem til skoven og havde mulighed for at varme sig en lille smule. Da hun nåede skoven, kiggede hun ned i sin næsten tomme æske og så at der kun var 3 sølle svovlstikker tilbage.
Hun tændte den første og i lyset fra den, kom hun i tanke om et råd hun havde fået af hendes farmor. ”Husk at der findes fibre i alt og at diy (do it yourself) er for fedt”.
Med disse ord, hendes farmor havde ytret, opdagede den lille pige et stort område med brændenælder. Med hende fine spinkle hænder, plukkede hun de brændende nælder, en for en, med visheden om at den gennemborende smerte var det hele værd.
Svovlstikken gik ud, men hun plukkede videre i mørket.
Da hun havde plukket længe, tændte hun den næste svovlstik og i lyset fra denne blev hun mindet om endnu en ting hendes farmor havde sagt. ”Træ kan mere end at være brænde”. Hun samlede to stærke pinde op og gned dem mod sine sitrende, brændende hænder for at gøre dem glatte og fine. Lyset gik igen ud og hun fortsatte.
Efter et stykke tid tændte hun den sidste svovlstik. Hun håbede at endnu et råd ville dukke op, men der kom ingenting. Hun kiggede på brændenælderne og de to pinde og fik en ide.
Med hendes hænder snoede hun brændenældernes fibre til garn og begyndte at strikke en trøje. Lyset gik ud, men modsat H.C. Andersens fortælling, var det ikke enden på den lille piges liv. Ved hjælp af håndens arbejde og hovedets kraft fik hun strikket en trøje, der holdt hende varm og lun gennem natten og resten af vinteren.
Og hvorfor er jeg så sikker på at denne historie er den rigtige? Det kan I jo prøve at tænke jer til.
*Trøjen på*
Derfor skal vi lære at sanke fibre og strikke, så vi kan holde varmen