Af Niels Chr. Sauer
Ind i mellem sker det, at jeg kommer til at tale med lærere, der viger tilbage fra at fortælle i deres klasser, fordi de tydeligvis er bange for at falde igennem. De har aldrig prøvet det, og de tiltror ikke sig selv evnen til at fortælle frit; de mener, at de er nødt til at at have en bog at holde sig til.
Jeg gør gerne mit bedste for at overbevise dem om, at det ikke er så svært, som de tror. Men jeg kan mærke, at de ikke rigtigt tror på det. Det er lidt som at forklare en døv, hvordan musikken lyder. Når man fortæller for børn, sker der noget, som den, der aldrig har prøvet det, ikke aner.
Det er nemlig noget andet end at fortælle for voksne, hvor man på sæt og vis føler sig mere udsat og blottet. Voksne lytter ikke så intenst som børn. Hvad mange ikke gør sig klart, er, at voksne faktisk er mindre åndsnærværende end børn. Voksnes tanker driver lettere væk. Børn bliver fanget ind af historien på en anden, mere intens måde end voksne. Det kan blive ganske højspændt. Nogle gange kan man nærmest høre synapserne knitre.
I den gammeltestamentlige fortælling om David og den skønne Batseba var jeg kommet frem til det sted, hvor mægtige kong David i sin lille sorte, sjæl grubler over, hvordan han komme af med Batsebas ægtemand, Urias. Sagen kompliceredes som bekendt af, at Urias var en ekstremt loyal, opofrende og hengiven officer i Davis hær, og det gav kong David, der jo havde et harem med en snes kvinder, visse moralske kvababbelser. Jeg spillede David: Hvordan kan jeg holde Urias væk herfra? Jeg kunne få ham skaffet af vejen? Han kunne blive ’syg’? Komme ud for en ulykke? Talepause… Den liderlige Davids usle tanker kredsede om noget lusket magtmisbrug … Urias er en lydig soldat … og det er mig, der styrer krigen … og bestemmer over soldaterne … hvad skal de gøre … hvor skaL de være … måske …
Her blev jeg afbrudt. Det blev for meget for den kvikke Liv, som sad helt ude på kanten af stolen; i et glimt så hun, hvad der var ved at ske i fortællingen. Idet hun holdt hænderne op for ansigtet, skreg hun: HAN GØR DET IKKE!
Jo, det gjorde han så. Satte Urias ud på den farligste post i krigen. Og græd de værste krokodilletårer, da underretningen om hans død i kamp nåede hoffet. Hele klassen forfærdedes – sammen med Liv.
Her følger i biblen historien om profeten Natan, som beskriver overfor David, hvordan den rige mand tog den fattige mands eneste får, og det går op for David, hvor forfærdeligt han har teet sig, og han angrer. Og børnenes følelser rutsjer op og ned af hele registret med historiens gang.
Man skal have prøvet det selv, for at vide det: Det er, som om man rammer et strømførende lag, hvorfra man som voksen fortæller kan suge nærvær og inspiration til sig fra børnene. Børnene fyrer op under mig, mens jeg fortæller. Ofte tager fortællingen nye veje, og jeg har nogle gange været mødt til at skrive detaljer ned umiddelbart efter for at kunne huske dem til næste gang. Næsten som når man er vågnet af en drøm og ved, at om en time kan man intet huske.
Det kan blive så stærkt, at man selv mister fodfæstet. Det skete flere gange på et bestemt sted. Selma Lagerlöfs novelle ’Skiftingen’, som jeg læste op (jeg nænnede ikke at fortælle den, for jeg kan jo slet ikke hamle op med den gamle dame fra Värmland) slutter med et forløb, som er så gribende, at min hals simpelthen snørede sig sammen. Jeg gik helt i stå. Børnene lod som ingenting, de blev vist nærmest lidt generte. Jeg genvandt fatningen og fik med nød og næppe afsluttet historien, lettere rystet.
Det var amatøragtigt, jeg ved det. Men pointen er, at det var aldrig sket foran voksne.