Jens Raahauge, januar 2026
I en kommentar til et af mine opslag citerer fortælleren Anne-Marie Helfer mig for engang at have sagt, at fortælling er vandladningshæmmende. Og ja, man får sagt så meget smart – og har glemt det meste.
Alligevel dukkede en situation op i erindringen: Jeg havde besøgt en klasse, så vidt jeg husker på mellemtrinnet, inden jeg skulle fortælle afrikanske eventyr. Og de skulle ‘i gården’ i et væk. Men da de senere fik karske og dilemmafyldte afrikanske eventyr i ørerne, var vi sammen i en lektion uden gårdture. Det var vist ved refereren til den erfaring, jeg kom med konstateringen. Og de fleste af os kan godt leve os ind i børnenes adfærd: kedsomhed går i blæren, mens optagethed har den modsatte effekt.
Det indebærer også, at man som fortæller skal fængsle eleverne: Man skal røre dem. Og det kræver, at man må være lydhør over for deres reaktioner, åndedræt, ytringer ect. Sådan har jeg det i hvert fald, fordi jeg freestyler. Inspireret af de gamle tegneseriestriber har jeg en seddel med anslag, højdepunkt og slutning, suppleret med et par særligt velsmagende ord, i lommen. Resten er samspil med tilhørerne. Og den kan give både nederlag og sejre, men dog langt flest af de sidste.
Men fortællingen bliver påvirket af konteksten:
Jeg holder meget af et burkinsk eventyr om det, der skete, da kvinder besluttede aldrig mere at tale med mænd, for samtale med mænd giver dobbeltarbejde. Jeg har fortalt det for en lille gruppe tyrkiske pubertetsdrenge, som fandt det aldeles tåbeligt; og min fremførelse blev skåret ned til det minimale, 5 minutter. Omvendt løb det op til 22 minutter, da jeg fortalte samme historie for en blandet aldersgruppe af elever, hvor de forskellige aldre reagerede på forskellige elementer: kærlighed, nøgenhed, spedalskhed, dyrplageri, magi osv.
Ved min stil er det tilhørerne, der medskaber fortællingen. Andre fortællere er teksttro, dramatiserer, spiller på publikum, bruger udklædning mm.. Men fælles for alle fortællere er, at man ønsker, at fortællingen skal røre tilhørerne.
Og a propos at røre tilhørerne. Ved bestyrelsesmødet i Foreningen ‘Fortælling i skolen’ forleden fortalte en om sin beundring for det arbejde lærerne i en klasse i Svendborg udfører. Vedkommende havde været flue på væggen ved en fortællers optræden, og en af eleverne havde uro i kroppen. Klasselæreren var stille gået hen til eleven og havde lagt sin hånd på hans skulder, og han satte sig og fandt roen.
Som skoleleder har jeg hver morgen valgt at give hånd til flest muligt og efter aftale fået elever til at sige deres navn, hvis jeg ikke selv føjede det til mit Godmorgen. På den måde lærte jeg alle elevers navne og fik rørt alle, hvilket gjorde det langt lettere at håndtere og neddrosle konflikter.
Kan det tænkes. at samtalen om den positive berøring er et fint supplement til den ophedede diskussion om magtanvendelse?
Beretningen om Svendborglærerens beroligende hånd fik mig til at erindre de mange hundrede håndtryk, hvor vi rørte hinanden.
Jens Raahauge har skrevet fire bøger om at gøre litteraturundervisningen levende og vedkommende.
De fire bøger er udgivet på Dansklærerforeningens forlag, og de er baserede på egne erfartinger som dansklærer og som fortæller. Titlerne er:
Giv bøgerne din stemme. Inspiration til oplæsning.
Læs og brænd på. Inspiration til en levende litteraturundervisning
Bevar os vel. Inspiration til arbejdet med børns sprog og rettigheder
Dyrk dansk derude. Inspiration til danskundervisning i udeskolen